Nyati Safari042 405 99 94
Nyati Safari
Nyati SafariSök

MILIMA Luksus telt

Pris från23995/pers. i 10 dage

Føl nærheden af naturen når du bor i et af de luksuriøse telte på MILIMA Safari Lodge

Du sover i en komfortabel seng, omgivet af normalt møblement med adgang til privat bad & toilet. Fra den private terrasse er der udsigt over det nærliggende vandhul.

Til gengæld sover du under en kraftig teltdug, og kan derfor nyde de mange lyde fra bushen lige før du falder i søvn.

Daglige safariudflugter i vores 10.000 hektar store private område med adgang til Krugerparken tillader dig at opleve det afrikanske dyreliv tæt på. Der er gode chancer for at opleve "The Big Five" (elefant, bøffel, løve, leopard og næsehorn) på turene i de åbne jeeps.

Ophold på MILIMA Safari Lodge er all inclusive, hvilket betyder at alle måltider, drikkevarer samt 2 daglige safari udflugter i jeep er inkluderet i dit ophold.

Faciliteter

Luksus telt

  • 55 m²
  • Maksimum antal personer: 2
  • 1 værelse med dobbeltseng
  • Privat bad & toilet
  • Tykke badehåndklæder, hårtørrer & diverse shampoo, balsam mv.
  • Air condition
  • Møbleret terrasse med udsigt over det nærliggende vandhul
  • Sikkerhedsboks & strømkonverter
  • Gratis WiFi overalt på lodgen
  • Tøjvask (mod betaling)

Adgang til

  • Stort pool område
  • Førsteklasses restaurant & veludstyret bar
  • Opmærksomt personale
  • Veluddannede og dedikerede rangers
  • 2 nærliggende vandhuller med forbipasserende dyreliv

Safari i åbne biler fra MILIMA

På Milima er safarikørsler inkluderet. Vi kører 2 gange dagligt, formiddag og eftermiddag i vores 10.000 ha store private område med åben forbindelse til den statslige del af Kruger National Park. Kørslerne foregår i åbne safaribiler gennem bushen. De åbne biler giver fantastiske fotomuligheder, når I kommer tæt på dyrene. På turene stopper vi på et af de smukke udsigtspunkter, så benene kan strækkes, og vi kan nyde en forfriskning.

Det er vild natur, men der er rigtig gode chancer for at i oplever ikke bare Big5: Næsehorn, løve, elefant, bøffel og leopard, men også mange andre dyr, blandt andet giraffer, zebraer, vortesvin og vilde hunde.

Tilbage på Lodgen venter god mad, drikkevarer og en dejlig pool.

Velkommen til store oplevelser!

Vandreture i bushen ved MILIMA

Under ophold på MILIMA har du mulighed for at deltage i vandreture i bushen med lokal ranger, der er ekspert i at udpege alle de store og små oplevelser for dig.

Du vil blive overrasket over, hvor meget der er at lære om den sydafrikanske flora og fauna - og hvor meget mere man ser i selskab med en person, der er kender naturen i detaljer.

Vandreture fra MILIMA bestilles og betales separat i receptionen (med mindre de er inkluderet i rejsen).

Opholdet på MILIMA er en kulinarisk oplevelse

På MILIMA Safari Lodge er alle måltider og drikkevarer inkluderet. Kokkene sætter en ære i at lave måltider af høj klasse. Maden kan have internationalt eller lokalt præg, og vinene er tilpasset de enkelte retter. Du kan selvfølgelig også vælge sodavand eller øl i stedet.

Bon appetit!

Tilvalgs aktiviteter på MILIMA

Quad bike safari

En fantastisk og anderledes form for safari, hvor naturen og de vilde dyr sætter agendaen. Oplev den sydafrikanske bush væk fra alfarvej på quadbike, på dansk også kaldet “ATV”, som er en firehjulet motorcykel særligt egnet til offroad kørsel.

En sjov aktivitet for familien og for alle der ønsker at gribe endnu en chance for at komme tæt på den vilde natur og få pulsen lidt op.

Gæster køres ca. et kvarter op i terrænet, hvorfra turene tager deres udgangspunkt under ledelse af en lokal guide. Turene afgår om morgenen efter morgenmaden og sen eftermiddag og varer ca. 1,5 time (2 timer inkl. transfer til og fra lodgen).

Min. 2 deltagere. Ingen erfaring kræves.

Børn skal være fyldt 12 år for at køre alene. Børn under 12 år på en ATW med en voksen ½ pris.

Pris per person: ZAR 1.350,-

Pris er vejledende og kan ændres med kort varsel

Luftballon

At svæve lydløst hen over landskabet er en magisk oplevelse. Jeres luftballon afgår ved solopgang og du flyver hen, hvor vinden bærer dig, f.eks. hen over Blyde River, mango plantager og tyndt befolkede områder med udsigt til Drakensbjergene og den sydafrikanske bush. Mousserende vin og snacks vil blive serveret efter turen, og tilbage på lodgen venter jer en stor morgenmad.

Der bliver arrangeret ture om morgenen, når den lokale ballonskipper vurderer, at det er ”ballon vejr”, og det vides oftest først aftenen i forvejen, da aktiviteten er stærkt vejr afhængig.

Minimum 2 deltagere.

Pris per person ZAR 6.200,-

Pris er vejledende og kan ændres med kort varsel

Kulturoplevelse i lokal landsby

Sydafrika er et land med store kontraster. På den ene side et moderne land med velfungerende økonomi og infrastruktur – og på den anden side det oprindelige og autentiske Afrika. En rigtig god måde at få indblik i den lokale kultur og tradition er et besøg i en lokal landsby, et såkaldt township.

Hvis det ikke er skoleferie/fridag, ser du byens skole for de helt små børn, du kommer hjem til en lokal familie, og du besøger byens heksedoktor. Der er mulighed for at smage lokale specialiteter på turen. Tilbage på NYATI Safari Lodge venter frokosten.

Minimum 2 deltagere.

Pris pr. person ZAR 1.500,-

Pris er vejledende og kan ændres med kort varsel

Heldagstur til Drakensbjergene

Der er afgang fra lodgen tidlig morgen mod de storslåede Drakensbjerge, og forude venter en hel dag med eventyrlige naturoplevelser. Turen til Drakensbjergene følger den berømte Panoramarute langs den 60 km lange Blyde River Canyon - også kendt som Sydafrikas Grand Canyon. Drakensbjergene er godt 2.000 meter høje og ligger i naboprovinsen Mpumalanga. På vejen gøres holdt ved flere udsigtspunkter, så du har optimale muligheder for at nyde magien her. Ruten går langs eukalyptus- og nåletræsbeklædte bjergskråninger, hvor masser af brusende vandfald har deres udspring. Du besøger tre af de største seværdigheder i Sydafrika: Bourke’s Luck Potholes med de dybe kløfter, der får dig til at snappe efter vejret og hæve kameraet. The Three Rondavels, som er tre runde bjergtoppe, der ligner en kæmpeudgave af de traditionelle, runde, stråtækte afrikanske hytter beliggende på kanten af turens højdepunkt Blyde River Canyon, hvor der er stop ved Gods Window. Der er også et stop ved Lisbon vandfaldet. Undervejs på turen får vi en rustik original sydafrikansk frokost. Du er tilbage på lodgen sidst på eftermiddagen.

Frokost er inkluderet i turen.

Minimum 2 deltagere.

Pris per person ZAR 2 800,-

Pris er vejledende og kan ændres med kort varsel

Heldagstur til Kruger National Park

Tag på safari i den offentlige del af Kruger National Park. Den nu over 100 år gamle park er med sin store variation af dyr og natur en af verdens bedste safariparker og er ganske enkelt et af de allerbedste steder at se de vilde dyr i deres naturlige miljø. Den offentlige del af Krugerparken er omkring 2/3 af Jyllands størrelse. Parken er 350 km lang og ca. 65 km bred. Vejene gennem nationalparken er gode, og mange dyr er efterhånden så vant til selskab af de underlige firhjulede væsener, så du kan komme tæt på dem. Her er ikke færre end 147 dyrearter, 507 fugle, 34 amfibier, 116 krybdyr, 1980 plante- og træarter og rigtigt gode chancer for at opleve ”The Big 5”, som er løven, leoparden, elefanten, næsehornet og bøflen.

Der er afgang tidligt om morgenen, og du spiser morgenmad i det fri, mens solen glider op over horisonten og blænder op for det mageløse landskab. Under vejs spiser vi frokost i en af parkens indhegnede camps.

Minimum 2 deltagere.

Pris per person ZAR 3.600,-

Pris er vejledende og kan ændres med kort varsel

Center for truede dyrearter Moholoholo

Sydafrikanerne gør meget for at beskytte og bevare den vilde dyrebestand, og Moholoholo Rehabiliteringscenter er kendt verden over som en af pionererne indenfor bevarelse af truede dyrearter.

Her vil du opleve, hvor meget der gøres for rehabilitering og genudsættelse af truede, forældreløse og skadede vilde dyr.

De dyr der har været for skadede til genudsætning, lever på Moholoholo centerets område, ligesom centeret forsker i dyreadfærd, med specielt fokus på gribbe, idet ganske mange af denne art bringes til centeret med tegn på forgiftning. Ydermere forskes i leopardernes territorielle vandringsmønster, og udstyres i visse tilfælde med et GPS halsbånd.

Den lette vandretur rundt på centeret tager ca. 1,5 time, og her vil du opleve, hvor meget der gøres for at beskytte det sydafrikanske dyreliv. Der vil være rig mulighed for at tage billeder undervejs, ligesom vi anbefaler du kigger ind i butikken.

Centerets formål er at øge opmærksomheden overfor de miljømæssige ændringer, ikke blot i Sydafrika men overalt i verden. Minimum 2 deltagere.

Pris per person ZAR 1.200,-

Pris er vejledende og kan ændres med kort varsel

Karta

Reseafton

Nyati Safari
Nyati Safari
Kontakta Nyati
Ring oss på +46 42 405 99 94 eller skriv till:
Ange alla obligatoriska fält
Ange en giltig E-postadress
Skicka
Kontakta oss